Publiceret

8. december 2016

Visual Composer (eller andre pagebuilders for den sags skyld) virker for mange som et plugin sendt fra himlen. Det er let for ikke-tekniske at rykke rundt på elementer på din side og tilpasse dem visuelt. Det er da fantastisk. Eller hvad? Efter at have siddet med en lang række sider både med og uden pagebuilders er vi kommet til den konklusion, at der er gode grunde til ikke at benytte sig af Visual Composer. Nedenfor kan du se, hvorfor vi ikke mener, at du bør installere og bruge Visual Composer. I hvert fald ikke hvis du er seriøs omkring din hjemmeside.

Du kan ikke være sikker på opdateringer

Har du købt et tema med Visual Composer er du ikke sikret opdateringer, hvis udvikleren af temaet pludselig stopper temaopdateringer. Det vil efterlade dig med en uddateret version af Visual Composer. Dermed potentielt set et hacker-venligt site. Det vil resultere i et større arbejde at skulle udvikle dig ud af den situation. Potentielt set kan du være nødsaget til at få lavet hjemmesiden på ny.

Du er heller ikke garanteret, at WordPress er kompatibelt med pluginnet i fremtiden. Da WordPress udgav deres Version 4.5 opdaterede de WP’s native jquery version, som ikke var kompatibelt. Det resulterede i at 1.000.000+ sider ikke fungerede.

Derfor er det generelt en god idé at holde antallet af plugins på din side til et minimum for at undgå ovenstående konflikter.

Dyr vedligeholdelse

I længden vil det være dyrt at vedligeholde. Hvis du en dag står og skal bruge en funktion eller en opsætning, som din pagebuilder ikke understøtter skal du have fat i en udvikler. Det vil ofte tage vedkommende længere tid end normalt og ikke være en særlig optimal løsning. Det vil over tid resultere i såkaldt spaghetti-kode, som er svært at finde rundt i og som intet godt gør for din sides performance.

Dertil kommer, at en Visual Composer side eksempelvis er lavet af shortcodes. Så hvis du en dag skal skifte til et tema, der ikke understøtter Visual Composer vil du altså sidde med sider fyldt med shortcodes, som WordPress ikke længere kan læse istedet for dit indhold. Dette ville aldrig ske på en skræddersyet WordPress-side.


 

Alt for meget fyld og dårlig performance

Visual composer bruger mange underliggende plugins. Heriblandt: http://go-portfolio.com/ og https://da.wordpress.org/plugins/contact-form-7/. Det betyder, at når du opdaterer Visual Composer, opdaterer du også de underliggende plugins. Det kan skabe mange problemer, der er svære at løse. Det er svært at debugge på underliggende plugins i og med at du ikke kan aktivere og deaktivere dem på samme måde som du kan med normale plugins.

Ovenstående problemstilling gør sig i øvrigt også gældende hvis du vælger at købe et all-in-one tema, hvor du får alt godt fra havet i et tema. Det kan godt være det ser flot ud, men oftest vil du stå med et site, hvor performance ikke er eksisterende.

Hvis vi tager udgangspunkt i eksempelvis Visual Composer. Visual Composer bygget af shortcodes. Den måde WordPress renderer shortcodes på er, at den kører al tekst på din side igennem en PHP-funktion. Funktionen tjekker for tegnene []. Med flere tusind linjer tekst tager det gerne langtid. Derfor vil din sides performance være dårligere end på andre sider.

Der bruges et hav af JavaScript- og CSS-filer. En skræddersyet løsning er mere optimeret. Det vil derfor resultere i en hurtigere side end hvis du har Visual Composer. Det er godt for SEO, hvilket er godt for dig.


 

Siden vil blive dårligere over tid

Over tid vil du som oftest få en mindre pæn side da pagebuilders og ”Gør det selv” ofte hænger sammen. Dit visuelle udtryk kan således blive forstyrret af ikke at have haft nogle klare designlinjer. Over tid vil det være svært at bibeholde en ordentlig sammenhæng på tværs af sider da det bliver svært at opnå det samme udtryk. Dine besøgende vil derfor blive lukket ind i en rodebutik, og det sælger sjældent.

Du vil givetvis også opleve, at din side bliver langsommere over tid. En pagebuilder laver unødigt meget HTML-markup, og over tid vil du have klistret siden ind i så meget, at man får lyst til at starte forfra.

 

Det kan (måske) betale sig at vente

Hvis ovenstående gennemgang ikke har afskrækket dig fra at bruge pagebuilders ved jeg ikke hvad der skal gøre det, men måske kan der så være en idé i at vente. WordPress har vist, at de vil prøve at bevæge sig lidt i samme retning med deres Gutenberg-editor. Det kan derfor måske betale sig at benytte den og se, hvilken funktionalitet den bliver opdateret med. Du er i givet fald sikker på, at din side vil være opdateret og understøttet af selve WordPress-platformen.

Vil du vide mere, tilmeld dig vores nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev en gang om måneden for at holde dig opdateret på digitale trends og nyheder indefra.

Fortsæt din læsning

Skriv til os her