Viden
Til bureauer: Det store browser spørgsmål

Hos Pandi Web arbejder vi sammen med en lang række reklame- og kommunikationsbureauer, hvor vi fungerer som teknisk rådgiver og samarbejdspartner. “Til bureauer” er en serie af artikler, hvor vi forsøger at kaste lys på nogle af de spørgsmål vi oftest får stillet fra disse samarbejdspartnere. Vi håber det kan gøre arbejdet lettere for både eksisterende og kommende samarbejdspartnere. Se en fuld liste over indlæg i serien her.

Når et nyt webproces skal i gang er et stort spørgsmål fra udviklere ofte, hvilke browsers, der skal understøttes som standard. Det er sjældent noget, som hverken designer eller slutkunde har skænket en tanke. Det er dog noget der har stod betydning for hele processen og som bør tages i opstarten. Du bør derfor allerede afklare dette med slutkunden på de indledende designmøder. Der er chance for, at kunden ikke har en mening om det. I disse tilfælde kan det være en god ide at aflure kundens IT-miljø. Hvis det er en kunde, som sidder på gamle Windows maskiner med gamle versioner af Internet Explorer er der en god sandsynlighed for, at der bør tænkes IE-support ind i projektet. Ellers står man med en kunde, hvor “siden ikke virker” til sidst i projektet fordi de ser det på en udgået browser.

Hvilke browsers understøttes som standard?

Som udgangspunkt vil vi i Pandi Web altid udvikle til de nyeste browsers. Dette giver flest muligheder for brug af nye og relevante teknologier. De fleste browsers har i dag også auto-opdateringer, så brugeren automatisk får den nyeste version. Følgende browsers optimerer vi vores webprojekter til som standard:

  • Seneste Google Chrome
  • Seneste Mozilla Firefox
  • Seneste Microsoft Edge
  • Seneste Safari (På Mac)
Hvorfor ikke Internet Explorer?

Internet Explorer er et problembarn. Et problembarn, som finder vej ind i en lang række store organisationer. Det virker som om, at de 3% af markedet som IE11 sidder på er forankret i store virksomheder, der endnu ikke har opdateret deres IT. Der skal selvfølgelig tages hensyn til dette, hvis slutkunden er blandt de 3%. Ellers bør det ikke være en prioritet. Microsoft har allerede skiftet fokus til deres Edge-browser. Edge er den nye standard i nye Windows-versioner. Det er udelukkende sikkerhedshuller, der lukkes i IE11. Der går nok ikke særlig lang tid, før Microsoft giver browseren det endelige dødsstød.

Internet Explorer 11 og ned har derfor flere og flere begrænsninger når det kommer til nye teknologiske tiltag på web. Den mest i øjenfaldende er animationer. Antallet af animationer og lignende som browseren ikke kan håndtere vokser for hver dag der går. Animationer er efterhånden blevet standard i et webprojekt, og det er derfor en underlig begrænsning at skulle tage højde for IE. Man kan selvfølgelig målrette dele af koden kun til IE så IE-brugere får vist billeder og resten af besøgende får vist animationer, men det kræver stadig mere udvikling end ellers.

Alt kan lade sig gøre i webprojekt. Det er et spørgsmål om omkostning og om denne er umagen værd.