Viden
Magento 2 eller WooCommerce – Her er fordele og ulemper

Hvis du står overfor et skift af webshop-system eller etablering af en helt ny webshop kan det være, at du kigger på Magento 2 eller WooCommerce. Vi arbejder til dagligt med begge systemer, og rådgiver kunder omkring, hvad der passer bedst til deres forretning. Nedenfor har jeg listet nogle af de perspektiver vi bringer med ind i en indledende snak om valg af system. Listen er ikke udtømmende, og hvis du stadig er i tvivl om system efter at have læst indlægget er du meget velkommen til at tage fat på os.

Hvad er WooCommerce?

Hvad er WooCommerce

WooCommerce er et shop-plugin til WordPress. Helt konkret betyder det, at din WordPress-side udvides med shopfunktionalitet. I starten var WooCommerce et simpelt shopplugin, der gjorde det muligt at tilbyde en miniwebshop på din WordPress-side. Med tiden har det dog udviklet sig til at være en reel shopløsning, som du kan udvide din side med. Du får således meget af det bedste fra begge verdener. Muligheden for en topklasse CMS til at administrere dine virksomhedssider, blog mv.. Samtidig får du en fuld shopfunktionalitet, hvor du kan tilbyde de besøgende at handle og med fine muligheder for integration med regnskabsprogram og mange andre funktioner.

Hvad er Magento?

Hvad er Magento (2)

Magento har i mange år været et af de mest kendte og udbredte shopsystemer på markedet. Der er tale om en fullblown shopløsning, der stortset kan alt hvad du har behov for og kunne få behov for i fremtiden. Løsningen tilbyder en avanceret shophåndtering, som gør det muligt for dig at håndtere rigtig mange produkter og skalere din shop på tværs af lande mm. Magento 2 er ved at blive rullet ud, og juni 2020 lukkes for sikkerhedsopdateringer til Magento 1.9. Når vi taler om Magento i teksten er det derfor Magento 2 vi har taget udgangspunkt i.

Magento 2 eller WooCommerce?

Magento 2 eller WooCommerce? Hvad skal jeg vælge?

Magento 2 og WooCommerce er begge et shopsystem, men der er stor forskel på, hvilket system vi anbefaler til vores kunder. Det afhænger meget af, hvilken forretning de har i dag, og hvilken forretning de gerne vil have om 5 år. Nedenfor har jeg forsøgt at liste en række mere eller mindre objektive parametre op, som vi har vurderet systemerne på. Det er en stor og vigtig beslutning når du vælger, hvilket shopsystem du skal bruge de næste år. Derfor kan det godt betale sig at bruge tid på at vælge det rigtige. Hvis du gerne vil have vores rådgivning kan du altid tage fat i os på [email protected].

 

Hastigheden på Magento og WooCommerce

Hastigheden: Hvilken platform er bedst?

Magento 2 er en væsentlig opgradering ift. Magento 1.9 når vi taler om hastigheden. Systemet er bygget fra bunden, og det er tydeligt, at udviklerne har haft fokus på området. Når det er sagt så er WordPress+WooCommerce stadig det hurtigste system out-of-the-box. Det skyldes, at Magento 2 er et langt større system og fylder langt mere. Det vil altid være en forudsætning (uanset platform), at man koder efter de givne standarder og sørger for, ikke at fylde systemet med for mange unødvendige plugins og temaer.

Når det er sagt er det muligt at få optimeret begge systemer til et tilfredsstillende niveau, hvis man ved hvordan man skal gøre. Det er bare hurtigere i WordPress+WooCommerce end det er i Magento.

Hos Pandi Web hjælper vi dagligt med at analysere og hastighedsoptimere sider. Vi har bl.a. udviklet vores eget værktøj, audits.pandiweb.dk, der henter resultater fra en lang række værktøjer og sammenligner disse. Vi kan derfor give en anbefalet liste af de lavesthængende frugter, der kan plukkes på din eksisterende shop ifbm. hastighedsoptimering.

Brugervenlighed i Magento 2 og WooCommerce

Brugervenligheden i administrationen

Der vil her formentlig være tale om en smagssag. Hvis du kommer fra Magento 1.9 til Magento 2 vil du formentlig synes, at Magento 2 er det mest brugervenlige system i verden. Hvis du kommer fra WooCommerce til Magento 2 vil det kræve noget tilvænning og der er måske nogle placeringer, som ikke giver mening for dig. Det vil også være tilfældet, hvis du gik den anden vej.

Når vi har vist kunder begge systemer uden forhåndskendskab til nogen af dem har de primært være tiltrukket af WooCommerce. Det hænger dog sammen med, at der er langt flere muligheder i Magento 2, og at det derfor kan virke uoverskueligt ved første øjekast.

 

Hvor meget vil du selv kunne lave på din webshop

Hvor meget vil du selv

Som udgangspunkt vil vi næsten altid råde dig til, at du ikke skal rode med design og opsætning af din shop. Det råder vi dig kun til, hvis du har tekniske kompetencer. Mange sværger i WordPress til pagebuilders, hvilket gør det muligt for dig at gøre en masse ting selv. Det er dog med en høj pris. Din performance vil være hæmmet drastisk og i sidste ende vil du stå med et kæmpe oprydningsarbejde når det skal gøres ordentligt. Hvis du vil det hele selv vil vi derfor anbefale dig et hosted shopsystem såsom Scannet eller Shopify.

Muligheden for at skræddersy funktioner i WooCommerce og Magento 2

Mulighed for at skræddersy nye funktioner

Her vil begge systemer have den samme mulighed for skræddersyede funktioner. Hvis du har en udvikler, der kan finde ud af at arbejde i systemet vil han/hun kunne lave alle de funktioner og features, som du gerne vil have. Prisen kan variere en smule, hvor man formentlig vil opleve, at Magento-udviklingen kan være en smule dyrere. Med til den historie hører også, at der findes flere plugins til WordPress end til Magento 2, hvorfor funktionaliteten hurtigere og billigere kan udvides til WordPress og WooCommerce. Kvaliteten er dog svingende, så det er vigtigt, at det er de rigtige plugins der udvides med så man ikke står med en sikkerhedsrisiko. Det kommer dog meget an på dine ønsker til nye funktioner. Magento 2 har nemlig en lang række funktioner, som WooCommerce ikke har som standard.

Kan du skalere Magento 2 og WooCommerce

Hvor skalerbare er systemerne?

Hvis man skal pege på et system, som har den bedste skalerbarhed shopmæssigt, så er det Magento. Systemet kan håndtere en kæmpe mængde produkter og kan meget hurtigt rulles ud med ekstra lande og valutahåndtering. Det samme kan godt lade sig gøre i WooCommerce, men disse dele er ikke en del af standard WooCommerce og skal enten udvikles selv eller tilføjes via plugins. Du kan sagtens have WooCommerce-shops med flere tusind produkter og flere sprog. Det handler bare om, at det bliver sat op på den rigtige måde.

Hvor sikker er WooCommerce og Magento 2

Sikkerhed: Hvor stor er risikoen for at blive hacket?

Sikkerheden er et virkelig vigtig element på en hjemmeside i dag. Det er uanset om du har en shop eller ej. Hvis du bruger et open-source system, som Magento og WordPress er, så skal du have fokus på sikkerheden. Hvis man skal vurdere risikoen vil Magento formentlig være det system, som der er mindst risiko for bliver hacket. Dette skyldes primært, at WordPress bruges af langt flere hjemmesider end Magento. Derfor er det langt mere interessant for hackere at udvikle malware til det system. Når det er sagt, så kan man minimere risikoen i begge systemer ganske markant, hvis man sørger for at opdatere systemet og plugins løbende og samtidig installerer relevante sikkerhedsplugins.

Hvordan er checkout i Magento 2 og WooCommerce

Checkout

I Magento 1 var standardcheckoutet i systemet håbløst, og en af de første anbefalinger var altid at installere et plugin til at håndtere onepagecheckout ordentligt. Dette er heldigvis ændret i Magento 2, som kommer med et ganske fint flow fra starten. WooCommerce tilbyder ligeledes et fint checkoutflow i udgangspunktet. Ingen af dem kan dog hamle op med Shopifys standard checkoutflow. Med lidt tilpasning kan de dog komme derhen ganske hurtigt.

 

Hosting af Magento 2 og WooCommerce

Hosting (og SSL-certifikat)

Ved hosting af din shop vil du formentlig opleve, at du skal betale mere for at skulle hoste en Magento-shop end en WooCommerce-shop. Dette skyldes, at Magento er et større system (som vi efterhånden har fået slået fast). Hos os kan du dog få semidedikerede servere, der starter fra 399,- ex moms pr. måned. Denne løsning er ganske fint til de fleste Magento-shops. Vi inkluderer også et gratis SSL-certifikat i den pris.

 

Linkstrukturen i WooCommerce og Magento 2

Linkstruktur

I Magento 1 så vi ofte shops, hvor linkstrukturen var rodet med duplicate content og generelt set en dårlig opbygning. Dette var ikke fordi, at systemet ikke tillod en ordentlig linkstruktur, men fordi at opsætningen kunne være besværlig. Dette er blevet væsentlig bedre i Magento 2. Har man styr på dette er de to systemer derfor lige gode. I WP vil du dog have mindre risiko for rodet indhold, hvis du ikke har styr på strukturen af dine links.

 

SEO i WooCommerce og Magento 2

SEO

SEO er en væsentlig del af enhver shop. Det er et element, som kan optimeres lige meget på begge shopsystemer. Hvis du ikke selv har overblik over, hvad du skal være opmærksom på vil WP dog være et bedre udgangspunkt for dig. Her findes et gratis plugin, som kan fortælle dig hvor lange dine tekster skal være mv.. Dette er en god hjælp, hvis du er nybegynder. Hvis du ikke er det skal det dog ikke være dette element der afgør, hvilket system du skal vælge.

 

Content-marketing i WooCommerce og Magento 2

Content-marketing

Hvis vi taler content-marketing i den forstand, at du eksempelvis vil benytte en blog til at drive besøgende til din shop, så vil WordPress klart være vinderen i denne kategori. Systemet var oprindeligt et blogsystem, og en af de største fordele ved systemet er netop, at du har en fuld hjemmeside- og shopløsning i ét system. Du kan godt udvide din Magento-shop med en blog, men det kræver en del arbejde at få løsningen op på niveau, med det du får som standard i WP.

 

Hvor mange produkter kan du have i WooCommerce og Magento 2

Hvor mange produkter kan du have i Magento 2 og WooCommerce?

Som udgangspunkt vil Magento være bedst gearet til et højt antal produkter. Systemet er bedre gearet til det fra starten af, og hvis du ved du skal have mange og komplicerede produkter kan det derfor give mening at overveje dette system fremfor WP. Du kan dog sagtens tilpasse WP til at kunne håndtere store mængde produkter, og vi har vedligeholdt shops på platformen med et antal produkter på godt over 10.000.

 

Hvad koster udvikling i Magento 2 og WooCommerce

Prisen på grisen

Her er der en række forskellige parametre, som også lidt berør nogle af de andre kategorier i guiden her. Udviklingstimer (bortset fra hos os) vil formentlig koste mere hos Magento-udviklere end hos WordPress-udviklere. Dette skyldes, at udbuddet af WP-udviklere er langt større, fordi systemet er mere udbredt. Hostingen vil også være dyrere til Magento (se også længere oppe). Tilgengæld kan der være funktioner, der ikke findes i WP, som du ville skulle udvikle og dermed bruge ekstra timer på. Det samme kan gøre sig gældende ift. skaleringen til andre lande. Det er alt sammen ting, som du skal have med i overvejelserne. Du skal ikke kun tænke nu og her, men også tænke på, hvad du forventer om 1 år og 3.

 

Hvilket dashboard er bedst? Magento 2 eller WooCommerce

Oversigt (Dashboard)

Hvis du kommer fra Magento 1 er du måske bange for, at dashboardet i Magento 2 er ligeså håbløst. Det er det heldigvis ikke. Dashboardet i Magento 2 virker rent faktisk og viser dig ting som dagens salg, gennemsnitlige ordrestørrelse, topprodukter mm.. WooCommerce viser dig lignende statistikker og vi vil derfor ikke anbefale det ene system over det andet på dette punkt. Begge dele kan skræddersys af en udvikler, hvis du har behovet, hvorfor der (næsten) ingen grænser er for, hvad du kan få vist.

Migrering til Magento 2 eller WooCommerce

Hvis du har en eksisterende shop vil et vigtigt punkt være din migrering fra den gamle shop til den nye platform. Hvis du går fra Magento 1 til 2 vil der være nogle officielle migrationsværktøjer til rådighed til at flytte data fra den gamle til den nye shop. Du vil dog stadig stå foran at skulle opbygge en ny shop inklusiv design mv.. Det er ekstremt vigtigt, at der ifbm. migreringen bliver lavet korrekte 301-redirects således, at der ikke tabes rangering på søgemaskinerne ifbm. overflytningen.

Supportmuligheder

I begge systemer vil du supportmæssigt skulle bero dig på internettet eller din udvikler. Heldigvis findes der rigeligt med gode vejledninger på nettet, men der er ikke en decideret supportafdeling du kan ringe eller skrive til.

 

Hvilke integrationer findes der til Magento 2 og WooCommerce

Integrationer

Her er der stortset dødt løb mellem de to systemer. I lang tid har WooCommerce haft de største integrationsmuligheder, men i takt med, at Magento 2 har vundet frem er der begyndt at komme en god mængde integrationer her også. I vores søsterselskab Pairy.dk understøtter vi begge systemer både i vores standard og vores Enterprise-løsning.

Overdragelse af Magento 2 og WooCommerce-shops

Overdragelse

Hvis du en dag ønsker at skifte leverandør fra din nuværende udvikler til en ny vil overdragelsen muligvis være en lidt større omgang i Magento 2 end i WordPress. Dette skyldes primært:

1) Magento er et større system i udgangspunktet.

2) Der findes flere WP-udviklere, og du vil derfor have lettere ved at finde en kompetent en. Omvendt vil du også have “lettere” ved at ryge ind i en dårlig en.

 

Så hvad skal jeg vælge?

Ovenstående burde give dig en god idé om, hvad de forskellige systemer er gode til out-of-the-box. Begge systemer kan nærmest tilpasses uendeligt. Det handler derfor om dine ambitioner nu og her, men også om, hvad du gerne vil med shoppen nu og om flere år. Hvis du har en eksisterende shop er det vigtigt du har fokus på en korrekt migration for ikke at tabe rangering på søgemaskinerne i forbindelse med flytningen. Hvis du har en eksisterende shop bør det dog alt andet lige være nemmere for dig at forstå dine behov nu og i fremtiden.

Er du stadig i tvivl? Så tag fat i os på [email protected].

Seneste artikler
Shopify News – December
Shopify News – November 2023
Shopify News – Oktober 2023
Shopify News – December
Shopify News – November 2023